Som rumarkitekter drives Sebastian og Karl-Johan ikke kun af ønsket om at skabe midlertidige hjem til astronauter, som garanterer fysisk overlevelse, men også tilbyde boliger, som de modige mænd og kvinder faktisk kan ... ja, leve i. Dette betyder at tænke ud over de fysiske krav til den menneskelige krop og i stedet beskæftige sig med de mentale og åndelige aspekter af langvarig isolation under de mest farlige omstændigheder, man kan forestille sig.

Mens Sebastian og Karl-Johans ønske om at designe boliger, som astronauter kan leve i, er drevet af en generel nysgerrighed for, hvordan arkitektur kan hjælpe mennesker med at trives, så er deres arbejde intet mindre end aktuelt. Da NASA planlægger at bringe mennesker tilbage til månen i 2025 med Artemis-missionen, er astronauternes velbefindende afgørende, og Sebastian og Karl-Johan håber, at deres arbejde kan hjælpe NASA med at opnå præcis det.

De fleste af os forestiller os sikkert arkitekter, som nogen det sidder ved et kæmpestort skrivebord med en blyant i hånden, men de arbejder på tegninger til en bygning, som de til sidst overdrager til ingeniørerne. Men Sebastian og Karl-Johan er ingen skrivebordskrigere. I to år arbejdede de selv på at tegne og bygge deres LUNARK-månehabitat. Da det endelig var færdigt, besluttede de sig for at udføre et eksperiment der aldrig var blevet prøvet før: At opholde sig 90 dage i habitatet i Nordøstgrønland, det tætteste der findes på Jorden, som minder om forholdene på Månen. Som det også vil være for kommende astronauter på Månen, betød dette at leve off-grid i et lille habitat uden internetadgang og i komplet isolation fra civilisationen. Voldsomme storme og isbjørne - det sidstnævnte forhåbentlig ikke til stede på Månen - tilføjede en smag af den fare, som astronauter også må leve med.